[SinglePic not found]
Vestergade 58 har fået nye ejere og det blev fejret med manér på åbningsdagen den 29. april. Musikprogrammet var nogenlunde lige så spækket med gode navne som de gamle lokaler var med besøgende så forhåbentlig fortsætter publikum med at besøge V58. Ihvertfald tyder programmet for de kommende måneder på at der er en masse spændende tiltag på vej, jeg glæder mig til at fotografere en god portion af dem 
[SinglePic not found]
Først og fremmest glæder det jo mig som fotograf at der er gjort noget ud af lyset. Ikke kun på scenen, men også i lokalet. Det giver mulighed for nogle lidt anderledes billeder end ellers, og det gør det jo alt i alt meget sjovere at være fotograf. Scenen er også blevet åbnet en smule mere, så jeg ser frem til kommende opgaver. Jeg kommer dog nok aldrig ret langt væk fra standardindstillingerne til sådan en koncert. Helt op for blænden, lukkertid på omkring 1/125 og så ISO omkring de 1600. Jeg justerer lidt undervejs, for morskabens skyld, men grundlæggende er det hvad der skal til.
[SinglePic not found]
Jeg nåede ikke alle kunstnerne denne aften, men fik da ramt lidt af den gode stemning. Se selv efter i dette galleri.
Min gode kollega Frank passer trommerne i bluesbandet Nightriders. Og den 20. marts var de i Lundgård Studios for at indspille nogle numre. En hel weekend fri fra omverdenen og alt hvad der til hører, og så ellers masser af blues, hygge, blues, øl, smøger, blues og rugbrødsmad. Og nogle flere bluesnumre.
[SinglePic not found]
Sammen med lydteknikeren Thomas Holm fik de indspillet 4 numre som netop nu er ved at blive færdigtmixede og forhåbentlig snart ender på deres hjemmeside.
[SinglePic not found]
Jeg havde lovet jeg ville komme forbi og sikre dem lidt billeder af deres hårde slid (!) , så med kameraet over skulderen og Patrick ved min side tøfffede jeg afsted til det centrale af det mørke Jylland. Ikke på Lars Tyndskids Mark, men lige ved siden af hos hans fætter Jens. Derude midt i stort set ingenting ligger så et af landets fineste studier, hvor gode musikere som bla Kashmir, Carpark North, Tim Christensen og Harmonikabanden har indspillet deres musik. Og nu også Nightriders!
[SinglePic not found]
Vi havde en virkelig sjov og hyggelig dag, og det var skægt at se lidt bag kulisserne hvordan der blev indspillet. Jeg havde nu oplevet det før, men for Patrick var det lidt overraskende hvad der skal til, når man kun kender det færdige produkt.
[SinglePic not found]
Billederne ligger i galleriet, og nu er der så stort set kun tilbage at vente på at komme ud og høre gutterne live, det kan nærmest kun gå for langsomt. Opfordringen til alle andre er hermed givet videre
Birkballe & Friends er populære. Og med rette. De er hver især kanondygtige, og derudover hygger de sig helt tydeligt enormt meget når de er sammen. Når de er samlet på denne måde kan de nemlig få afløb for både deres egne favoritnumre, publikumstræffere og egne kompositioner. Og publikummet der pænt sidder og hører på er vilde med det koncept, og dermed kan vennerne slippe afsted med (næsten) alt. Derfor blev det også modtaget med temmelig meget skuffelse da Mike Andersen i starten af koncerten proklamerede at det nok var sidste koncert for Birkballe & Friends. De har heldigvis alle fået travlt med andre og egne projekter, og derfor sættes dette hyggeorkester lidt på hold. Dog ikke mere end hvis nogen skulle få lyst at booke dem og tiden er til det, så mødes vennerne igen
[SinglePic not found]
Det synes jeg lyder som en god idé, ihvertfald var der ikke nogen der havde lyst til at lade dem gå den aften på Vestergade 58, og da venneflokken blev udvidet til også at inkludere Jacob Baumgartner på guitar i et nummer med Michelle Birkballe, Laura Kjærsgård fra X-factor i en rigtig skøn duet med Mike A og sidst men ikke mindst Henning Stærk der kom ind og rundede People Get Ready af, ja så var der ikke bare larmende klapsalver, men stående ovationer.
[SinglePic not found]
Advarsel, her følger lidt ævl om hvor meget tid jeg faktisk bruger på mine billeder:
Til aftenens koncert var der sat lidt ekstra lamper på scenen for at skabe en mere hyggelig stemning. Altså, standerlamper. Hvilket så gav lidt mere lys til fotografen. Eller rettere, gav en pokkers masse flere problemer end ellers. For jeg har for længst opgivet at lade kamereats lysmåler blande sig i eksponering. Jeg skyder alt på manuel, lukker fuldt op for blænden og justerer lidt på lukkertiden afhængig af hvor meget der bliver sprunget rundt på scenen. Det bliver der ikke så meget til denne koncert hvor alle sidder ned, men lad nu det ligge 
. Sidste indstillingsmulighed er ISO som også bare bliver skruet op til noget nær højeste niveau. Det resulterer i at jeg har 2-400 skud med hjem som på mange måder er totalt underbelyste og derfor ret mørke. Rigtig meget af dette kan så efterfølgende reddes i Photoshop og det er så her problemerne med de ekstra lamper kommer ind. For når jeg begynder at skrue op for lyset i Photoshop for at kunne se musikerne, så brænder lyset fra lamperne ud og bliver frygtelige at se på.
Det kan jeg så også redde i nogen grad, jeg har efterhånden lært hvad der skal til. Så jeg ender gerne ud med omkring 10% af de skud jeg har taget som værende gode nok til at arbejde færdigt med. Disse skud får så lidt mere kontrast og andre bliver beskåret. Nogle får fjernet uheldige elementer (altså, mærkelige små lys, glimtende reflekser fra fx. sminke, skyggen fra et mikrofonstativ) og enkelte får en tur med sort/hvid forvandleren i Photoshop når jeg synes det klæder billedet.
Alt i alt tager sådan en bunke billeder fra en koncert omkring 5-6 effektive timers arbejde. Ofte mere fordi jeg er så pokkers detaljeorienteret (andre kalder det pernitten) . Søren har derfor kaldt mine billeder for kunst, fordi kunst tager lang tid
Så her er et link til en række kunstværker
Endnu en bluesjam på Vestergade 58, denne gang med guitaristen Uffe Steen som jamvært i stærkt parløb med Hans Christian Bugge fra Live Bleeding Fingers. Og så ellers en håndfuld eller to af fremragende musikere fra Århus og omegn. Hvad skal man med talentshows i TV når rigtige sangere og musikere får lov at udfolde sig til en jamaften?
[SinglePic not found]
Der er ikke så meget foto at blogge om, jeg tog lidt billeder og valgte til sidst bare at høre god musik
Lidt fotos blev det selvfølgelig til.
[SinglePic not found]
Alle kan have brug for lidt rockmusik!
Det må være tanken bag Nellovator, med Niels “Nello” Mogensen i front på bas og sang, Mads Fogt og Sune Hånsbæk på guitarer, Lasse Nyrup på keyboards og Jesper Berg på trommer.
Og rockmusik det får man. Ikke så meget fis, bare 1-2-3-4 og så afsted. Numrene lyder efter min mening som noget man har hørt før. Det er ikke dårligt ment, tværtimod. Det er ment sådan at jeg indimellem tog mig selv i at tænke at “den kender jeg sgu godt den der” … men det gjorde jeg ikke. Lidt i stil med at møde et virkelig rart menneske man nemt falder i snak med, men overhovedet ikke kender. Nello betegnede det selv som værende lidt i stil med Beatles møder Foo Fighters, og det er såmænd ikke skudt helt over mål. Godt gået!
[SinglePic not found]
Og så spiller de højt. Ikke mindst den gode Mads på guitar. Der er grundlæggende kun to indstillinger hos ham. On eller Off. For de meste ret meget On. Og jeg blev gjort bekendt med at han da ganske vist godt kunne justere lydstyrken. Men altså kun opad . Så Vestergade 58 fik rystet lidt af pudset på plads i det gamle murværk, og det hold imponerende nok til det.
[SinglePic not found]
På fotosiden var der et sandt rend af fotografer. Jeg så ihvertfald 4 andre end mig, ud over hvad der blev brugt af mobiltelefoner og små kompaktkameraer. Så hvis ikke andet, må det formodes at være en af de mere veldokumenterede koncerter længe i Århus, jeg har ikke set andres billeder derfra, men det kunne nu være ret sjovt. Vi har alle forskellige tilgange til fotos, ikke mindst koncertfotos, og det kan være meget inspirerende at se hvordan andre gør det.
[SinglePic not found]
Jeg gjorde nu i det store hele som jeg plejer og finder bedst, lyset begrænser stadigvæk de fleste udfoldelser, så høj ISO og vidt åben blænde er nærmest de eneste indstillingsmuligheder så længe jeg stædigt holder fast i at lade min flash blive hjemme.
Skuddene af Nellovator er her
Århus Bluesforening stod for koncerten på Gyngen i Århus den 13. februar 2010 med Thorbjørn Risager Band. Og heldigvis var der godt besøgt på dette hyggelige spillested, for Thorbjørn og bandet havde taget en fest med og gik ingen steder før den var leveret.
De heldige der var mødt op fik en skøn blanding af god gammel traditionel blues, bluesrock, soul, rythm-blues og rock. Der var med andre ord noget for enhver smag (ja ja, med den brede pensel, slap nu af!)
[SinglePic not found]
Traditionen byder at alle i bandet der har en mikrofon skal fortælle en lille historie. Mere end en gang blev der udtrykt glæde over at Århus Bluesforening er kommet godt og grundigt igang. Og til de mere “interessante” historier hørte guitaristen Svein Erik Martinsens fortælling om sin hjemstavn i Norge. Nemlig byen Moss, som angiveligt er blevet kåret som det 5. værste rejsemål i verden. For at sætte det yderligere i perspektiv var listen lavet mens Irakkrigen foregik og Bagdad lå på 6. pladsen. Heldigvis er Svein Erik et helt andet sted på listen over verdens værste guitarister.
[SinglePic not found]
Thorbjørn Risager har en helt unik stemme i vores lille land. Som en fra publikum sagde: “det lyder som om han har slugt en neger”. Bevares, i disse politisk korrekte tider hedder det nok noget helt andet, men det var faktisk pænt ment, for Thorbjørn har en dyb, hæs, soulet og kraftfuld stemme som man oftest hører blandt, well, afro-amerikanske sangere.
Bandet gav den fuld gas og havde vist nogenlunde lige så svært ved at gå som publikum havde ved at slippe dem.
Billederne fra den forrygende koncert har du lige her.
Det var en ganske speciel opgave Michelle havde tilbudt mig. Hun tager nemlig rundt og spiller for de indsatte i fængslerne, og ville gerne have billeder fra dagen. Så vi havde både aftalt fotos fra Sønder Omme og Østjyllands Statsfængsel. Den første koncert i Sønder Omme blev dog udsat pga. sygdom, og den anden måtte jeg desværre aflyse da jeg efter en lang dag på jobbet kom ud til en bil der ikke ville starte.
Men turen til Østjyllands Statsfængsel blev heldigvis stort set som planlagt. Michelle havde sørget for at papirerne var i orden og godkendelserne var på plads, og vi havde begge forestillet os en masse billeder af både kontrollen ved indgangen til fængslet hvor tøj og tasker mv. bliver gennemlyst. Og billeder fra koncerterne i kirken og den særlig sikrede afdeling.
Men en rar betjent påpegede øjeblikkeligt at fotografering var forbudt! Efter en hurtig snak med fængselspræsten Anne Lise, som var arrangør af koncerten, så blev det dog godkendt at jeg måtte fotografere i kirken, men kun tage billeder af musikerne, og ikke af personalet, og kun af indsatte hvis de gav skriftligt samtykke. OG alle billeder skulle ses igennem bagefter og godkendes af betjenten.
[SinglePic not found]
Til trods for det noget begrænsede omfang af billeder så havde vi en rigtig sjov og hyggelig dag, med en flok mennesker som tog utroligt pænt imod os og åbenhjertigt fortalte om deres dagligdag bag murene, grunden til de var derinde og deres tanker og håb om fremtiden når de kom ud.
[SinglePic not found]
Michelle har en evne til at tale med folk, direkte og med et afvæbnende smil som gør at de øjeblikkeligt lukker op og snakker med. Og så kan hun spørge om mere end 10 tossede kan svare på, hvilket gav nogle sjove episoder og nogle gode grin. Som da hun spørger én om de har TV derinde. Hvor han lidt overrumplet og grinende siger at det har de da godt nok, og de får også mad. Og vand. Hvis de selv smelter sneen.
[SinglePic not found]
I den særligt sikrede afdeling får hun også rodet sig ud i noget med de forskellige “klubber” og hvad forskellen egentlig er på den ene og anden. Og efter hun har padlet godt rundt bliver hun reddet af guitaristen Mads Pedersen som siger “Og nu skal vi vist have næste nummer!!”.
Men det hører med til hendes historie som kunstner og sanger at hun interesserer sig åbent og ærligt for disse mennesker som tager hende til sig med respekt fordi hun netop af et godt hjerte ønsker at give dem en positiv oplevelse.
Det er altid lidt sjovt at iagttage folk der ikke har hørt Michelle før. Hun ligner ikke en rock-mama, for nu at bruge et fortærsket udtryk. Istedet kunne man forvente noget lidt pænt og poleret popmusik. Og som én sagde efter at havde set plakaten og opslaget om at der ville komme en sangerinde og underholde: “Jeg troede sgu det var sådan noget Lene Siel-agtigt vi skulle høre” . Men så snart hun lukker op for sine kraftfulde hæse stemme, så skifter deres ansigtsudtryk fra sådan lidt “Gaaaab, ja ja det er bedre end at se maling tørre” til “Whaaaaaaat??!?! Hvor fanden kom dét fra!” . Det endte da også med at der blev spurgt til hvad det koster at få hende ud til en større koncert, så mon ikke Michelle fik endnu en håndfuld fans.
Billederne er blevet underlagt den strengeste kontrol. Først er de blevet godkendt af betjentene, og bagefter har Michelle selv sagt god for dem
Tag et kig.
Min gode ven Sten fra ArtDelux spurgte mig om jeg ville tage nogle lidt anderledes portrætter af ham, hvor han præsenterede et par af sine møbler. Det ville jeg naturligvis hellere end gerne, og blandt de mange tossede ideer vi kom op med var bla. at tage stolene med ud på en frossen sø og så have sne og is som baggrund.
[SinglePic not found]
Til den slags opgave var vi temmeligt afhængige af vejret. Ikke mindst for at være sikre på at der var sne (!) og selvfølgelig også at søen nu også var så frossen at vi ikke røg igennem isen. Den ene af weekenderne vi havde aftalt at skyde aflyste vi da himlen var dækket af et tungt skydække, og derfor frygteligt kedelig at se på. Det var okay at der ikke var højt solskin, lyset kunne jeg selv sørge for, men stemningen i omgivelserne var helt væk.
Weekenden efter var himlen helt perfekt. Lyseblå, som denne årstid byder det, og med enkelt skystriber. Nårh ja, så var det også koldt. Som i -5 grader og frisk vind. Jeg havde så sørget for at pakke mig selv ind i 58 lag tøj, inklusive pandebånd og handsker. Sten mødte glad op i skjorte og habitjakke. Det var så da vi fik flyttet møblerne ud på søen at han måtte erkende at derude var der ikke ret meget læ og at vi nok skulle se at få skudt inden hans ører og næse blev ildrøde og muligvis faldt af pga. kulde.
[SinglePic not found]
Jeg fik knipset så meget som vi kunne nå i det alt for kolde vejr, og så var det ellers hjem og tø fingrene op med dejlig varm te. Der er stadig en del gode ideer på tegnebrættet til kommende shoots, men indtil videre har vi nogle sjove billeder af Sten i sneen.
Man tager et sort jakkesæt. Den lidt tynde slags, med en fin lys stribe op ad buksebenet. Så trækker man det på en engelsk englænder fra England. Fx. én som er uddannet revisor, men som istedet har startet sit eget firma som anlægsgartner. Oven på alt dette sætter man en cowboyhat i strå, inklusive sherifstjerne (tænk Legoland, så har du den). Og slutteligt giver man ham en guitar om halsen. En zebrastribet guitar. I plys.
Når man så har denne, verdens særeste blanding, så sætter man guitarforstærkeren til og skruer op, helt op, for reverb så rumklang, ekko og alting bølger og sejler ud i luften. Nu har man udseendet og lyden. Så skal man vælge en musikstil. Det kan naturligvis kun være i genren: blues-surf-rockabilly-hvad-fanden-foregår-der.
Nu lader man så denne person levere alle sine sange med en underfundig blanding af stirren lige ud i luften og dans for let bøjede knæ (tænk mr. Bean, så har du den). Og så sluttes alle sange af med et charmerende og afvæbnende “Booooiiiiinnnnng” som respons til den lyd guitaren har givet gennem hele nummeret.
Så har du : King David.
Tak for en af de fedeste live-oplevelser jeg længe har haft.
Vestergade 58 var for første gang vært for Bluesjam i Århus. Et forholdsvis enkelt koncept hvor en eller to musikere er vært for aftenen og starter med et sæt med udvalgte musikere, og derefter er der frit slag til hvem-som-helst der har lyst til at komme på scenen og spille eller synge. Denne første gang var det Big Martin der var værten, med inviteret gæstemusiker Esben Just på tangenter. Derudover blev det noget sparsomme publikum trakteret med: Mikkel Bøggild, Mike Andersen, Anette Dyrlund, Jakob Baumgartner, Morten Brauner, Josef Baumgartner, Palle Klok. Mads Andersen.
Jeg har tyvstjålet listen over musikere fra Vestergade 58′s hjemmeside, for selvom jeg efterhånden kan huske de fleste navne, så er der sikkert nogle jeg glemmer. Så derfor kan jeg bare sende “skylden” videre til V58, selvom jeg endda har tilføjet lidt
Der var masser af fed musik med en flok virkelig kompetente musikere. Det var første gang jeg hørte Mikkel Bøggild, men det bliver ikke sidste gang! Og selvom det vist nok ikke var meningen at Mike Andersen skulle på scenen så blev der i pausen lige lavet en aftale med Esben Just og så startede de to herrer ellers næste runde sammen. Esben på klaveret og Mike på vokal. Wow, det var fedt, en af de der gåsehudsfremkaldende oplevelser som får én til at håbe på at de to gutter finder sammen om noget mere musik.
Det var også her at Mads, som var med for første gang som fotograf, stod helt stille og lyttede og med et lidt fjernt udtryk i øjnene bare sagde “hold da op, han synger dæleme godt” . Ja Mads, det gør han altså.
Og da dette jo er en fotoblog, så lidt mere om dét emne. Mads er tidligere kollega og “fotobuddy” og nu er han så ny husfotograf på Vestergade 58. Han skulle lige have lidt fif om indstillinger og placering osv. og efter et ret hurtigt crash-course gik han frisk igang, i en grad så jeg nøjedes med at tage lidt billeder af første sæt og så ellers overlod sceneforkanten til ham. Du kan se Mads’ billeder fra koncerten her, jeg synes det er supergodt gået når det er første gang for ham.
Mine egne billeder er her.