Det var en ganske speciel opgave Michelle havde tilbudt mig. Hun tager nemlig rundt og spiller for de indsatte i fængslerne, og ville gerne have billeder fra dagen. Så vi havde både aftalt fotos fra Sønder Omme og Østjyllands Statsfængsel. Den første koncert i Sønder Omme blev dog udsat pga. sygdom, og den anden måtte jeg desværre aflyse da jeg efter en lang dag på jobbet kom ud til en bil der ikke ville starte.
Men turen til Østjyllands Statsfængsel blev heldigvis stort set som planlagt. Michelle havde sørget for at papirerne var i orden og godkendelserne var på plads, og vi havde begge forestillet os en masse billeder af både kontrollen ved indgangen til fængslet hvor tøj og tasker mv. bliver gennemlyst. Og billeder fra koncerterne i kirken og den særlig sikrede afdeling.
Men en rar betjent påpegede øjeblikkeligt at fotografering var forbudt! Efter en hurtig snak med fængselspræsten Anne Lise, som var arrangør af koncerten, så blev det dog godkendt at jeg måtte fotografere i kirken, men kun tage billeder af musikerne, og ikke af personalet, og kun af indsatte hvis de gav skriftligt samtykke. OG alle billeder skulle ses igennem bagefter og godkendes af betjenten.
[SinglePic not found]Til trods for det noget begrænsede omfang af billeder så havde vi en rigtig sjov og hyggelig dag, med en flok mennesker som tog utroligt pænt imod os og åbenhjertigt fortalte om deres dagligdag bag murene, grunden til de var derinde og deres tanker og håb om fremtiden når de kom ud.
[SinglePic not found]Michelle har en evne til at tale med folk, direkte og med et afvæbnende smil som gør at de øjeblikkeligt lukker op og snakker med. Og så kan hun spørge om mere end 10 tossede kan svare på, hvilket gav nogle sjove episoder og nogle gode grin. Som da hun spørger én om de har TV derinde. Hvor han lidt overrumplet og grinende siger at det har de da godt nok, og de får også mad. Og vand. Hvis de selv smelter sneen.
[SinglePic not found]I den særligt sikrede afdeling får hun også rodet sig ud i noget med de forskellige “klubber” og hvad forskellen egentlig er på den ene og anden. Og efter hun har padlet godt rundt bliver hun reddet af guitaristen Mads Pedersen som siger “Og nu skal vi vist have næste nummer!!”.
Men det hører med til hendes historie som kunstner og sanger at hun interesserer sig åbent og ærligt for disse mennesker som tager hende til sig med respekt fordi hun netop af et godt hjerte ønsker at give dem en positiv oplevelse.
Det er altid lidt sjovt at iagttage folk der ikke har hørt Michelle før. Hun ligner ikke en rock-mama, for nu at bruge et fortærsket udtryk. Istedet kunne man forvente noget lidt pænt og poleret popmusik. Og som én sagde efter at havde set plakaten og opslaget om at der ville komme en sangerinde og underholde: “Jeg troede sgu det var sådan noget Lene Siel-agtigt vi skulle høre” . Men så snart hun lukker op for sine kraftfulde hæse stemme, så skifter deres ansigtsudtryk fra sådan lidt “Gaaaab, ja ja det er bedre end at se maling tørre” til “Whaaaaaaat??!?! Hvor fanden kom dét fra!” . Det endte da også med at der blev spurgt til hvad det koster at få hende ud til en større koncert, så mon ikke Michelle fik endnu en håndfuld fans.
Billederne er blevet underlagt den strengeste kontrol. Først er de blevet godkendt af betjentene, og bagefter har Michelle selv sagt god for dem 