Birkballe & Friends er populære. Og med rette. De er hver især kanondygtige, og derudover hygger de sig helt tydeligt enormt meget når de er sammen. Når de er samlet på denne måde kan de nemlig få afløb for både deres egne favoritnumre, publikumstræffere og egne kompositioner. Og publikummet der pænt sidder og hører på er vilde med det koncept, og dermed kan vennerne slippe afsted med (næsten) alt. Derfor blev det også modtaget med temmelig meget skuffelse da Mike Andersen i starten af koncerten proklamerede at det nok var sidste koncert for Birkballe & Friends. De har heldigvis alle fået travlt med andre og egne projekter, og derfor sættes dette hyggeorkester lidt på hold. Dog ikke mere end hvis nogen skulle få lyst at booke dem og tiden er til det, så mødes vennerne igen 
Det synes jeg lyder som en god idé, ihvertfald var der ikke nogen der havde lyst til at lade dem gå den aften på Vestergade 58, og da venneflokken blev udvidet til også at inkludere Jacob Baumgartner på guitar i et nummer med Michelle Birkballe, Laura Kjærsgård fra X-factor i en rigtig skøn duet med Mike A og sidst men ikke mindst Henning Stærk der kom ind og rundede People Get Ready af, ja så var der ikke bare larmende klapsalver, men stående ovationer.
Advarsel, her følger lidt ævl om hvor meget tid jeg faktisk bruger på mine billeder:
Til aftenens koncert var der sat lidt ekstra lamper på scenen for at skabe en mere hyggelig stemning. Altså, standerlamper. Hvilket så gav lidt mere lys til fotografen. Eller rettere, gav en pokkers masse flere problemer end ellers. For jeg har for længst opgivet at lade kamereats lysmåler blande sig i eksponering. Jeg skyder alt på manuel, lukker fuldt op for blænden og justerer lidt på lukkertiden afhængig af hvor meget der bliver sprunget rundt på scenen. Det bliver der ikke så meget til denne koncert hvor alle sidder ned, men lad nu det ligge 
. Sidste indstillingsmulighed er ISO som også bare bliver skruet op til noget nær højeste niveau. Det resulterer i at jeg har 2-400 skud med hjem som på mange måder er totalt underbelyste og derfor ret mørke. Rigtig meget af dette kan så efterfølgende reddes i Photoshop og det er så her problemerne med de ekstra lamper kommer ind. For når jeg begynder at skrue op for lyset i Photoshop for at kunne se musikerne, så brænder lyset fra lamperne ud og bliver frygtelige at se på.
Det kan jeg så også redde i nogen grad, jeg har efterhånden lært hvad der skal til. Så jeg ender gerne ud med omkring 10% af de skud jeg har taget som værende gode nok til at arbejde færdigt med. Disse skud får så lidt mere kontrast og andre bliver beskåret. Nogle får fjernet uheldige elementer (altså, mærkelige små lys, glimtende reflekser fra fx. sminke, skyggen fra et mikrofonstativ) og enkelte får en tur med sort/hvid forvandleren i Photoshop når jeg synes det klæder billedet.
Alt i alt tager sådan en bunke billeder fra en koncert omkring 5-6 effektive timers arbejde. Ofte mere fordi jeg er så pokkers detaljeorienteret (andre kalder det pernitten) . Søren har derfor kaldt mine billeder for kunst, fordi kunst tager lang tid
Så her er et link til en række kunstværker