Working Mojo – Live på Trykkeriet

Trykkeriets Blues og Rock Club er et forholdsvis nystartet spillested i Århus, eller rettere i Viby. Ud over at have nogle fantastisk hyggelige lokaler, så formår de også at booke nogle gang-i-den bands, og det skulle Working Mojo heldigvis ikke ændre på. Numrene er helt traditionelle bluesnumre, enkelte vil påstå de har hørt dem til hudløshed, men de blev serveret i friske arrangementer og med spilleglæde og feststemning, så publikum måtte nødvendigvis overgive sig. Endda nok til at kunne bære over med en enkelt afstikker ud i noget blues-funk-rap-eksperiment. Jeg synes nu også det swingede meget godt :-)

Scenen var badet i lys, den herlige blandede slags hvor sanger og bassist stod i nogle lyse, kraftige projektører, trommeslageren sad under en dæmpet rød lampe, guitaristen gemte sig lidt i skygge og gult modlys og keyboardisten (mit eget opfundne ord) sad ved pianoet i skygge af de to førstnævnte og drejede sig rundt til hammondorglet og delte rødt lys med trommeslageren. At jeg fik nogle brugbare billeder med hjem skyldes udelukkende mit KÆMPE talent og har intet med held at gøre!

Her kommer en omgang fototeknisk gøgl:

En af de få ting jeg endnu ikke er blevet god til med mit kamera er at ophæve fysikkens love. Set igennem menneskeøjne kan man godt både se musikerne på scenen, i noget kraftigt lys, og se både det dansende og det siddende publikum i det forholdsvise mørke der opstår under 6 dæmpede loftslamper. Et kamera opfatter ikke tingene på samme måde. Det opfatter lyset som noget det enten skal skrue op for, eller noget der skal begrænses, for at få et slutresultat som er en “rigtig” eksponering. Så kan man som fotograf begynde at lege med de begreber som skaber denne eksponering. Åbne for blænden og alligevel begrænse lukkertiden, eller justere på ISO for at kunne hive noget mere lys ud af de mørke områder. Det fede, fascinerende og frustrerende er at alting har sin pris. Hæver jeg for ISO får jeg mere lys, og kan få lidt mere af de mørke publikummer med. Det giver mig så risiko for “støj” på billederne, samtidig med at mere lys på et mørkt publikum betyder frygtelig meget mere lys på en oplyst scene, hvilket får den del af fotoet til at brænde ud.

Hvis jeg skruer ned for lukkertiden får jeg igen lidt mere lys at gøre med, det tager ganske enkelt længere tid før billedet er færdigt. Det giver så til dels samme problem som ISO’en, nogle områder får nok lys, andre brænder helt ud. Det kan man godt justere sig ud af. Men lang lukkertid betyder samtidig at fotografen enten når at ryste på hånden, eller også at publikum når at bevæge sig! Det kan faktisk bruges som en sjov effekt, især sammen med en flash, men det er et helt andet indlæg, generelt undlader jeg fuldstændig at bruge flash til koncerter!

Sidste udvej er blændeåbning. Det giver lidt muligheder, og det må anbefales at have objektiver med blænde f/2.8 eller bedre. En 50mm f/1.4 er fremragende at have med sig. Det løser ikke problemet med at den ene halvdel af fotoet er i mørke, den anden i skarpt lys og at eksponering er et resultat af de to yderligheder. Faktisk vil bedste løsning være hvis man kan få en god snak med arrangøren og få peget lidt af lyset ud på publikum, evt. bare lige til nogle af numrene når der danses som kan give lidt ekstra gang i stemning. Her skal advarslen lyde at ikke alle danser lige godt, og et fastfrossent foto af et dansetrin let kan komme til at se lige så “interessant” ud som hvis man tager billeder når folk spiser.

 Nok ævl, her er nogle billeder

 

Post a Comment

You must be logged in to post a comment.