Carsten Knudsen – havemand i habit og meget mere

Der tikkede igen en besked ind fra DMF om jeg kunne hjælpe med et par billeder. Inden jeg helt vidste af hvem havde jeg allerede tænkt “ja”, men da beskeden kom om at det var af Carsten Knudsen (Nattergal, snitternisse, kartoffelwoman osv) så var der slet ingen betænkning. Det skulle foregå i samarbejde med journalist Bo Johansen, og artiklen skulle bringes i Basunen. Jeg var helt klar!

De Nattergale og The Julekalender har været så stor en del af både min og andre danskeres bevidsthed, og givet os udtryk og grin der den dag i dag hænger ved. Så det var sjovt nok med både en smule nervøsitet og æresfrygt jeg forberedte mig på opgaven. Jeg mener…jeg har fotograferet både Kim Larsen og Anders Mattesen, vel nok nogle af de meste kendte danske kunstnere. Og Rammstein, det største navn jeg endnu har stået overfor. Men ingen af dem kom i nærheden af tanken om at skyde portræt af “Gertrud Sand” .

Heldigvis er Carsten Knudsen så jysk som man kan blive, og så langt nede på jorden som man overhovedet kan komme uden at skrabe næsen, og efter en smule forvirring over hvilken café det nu var vi skulle mødes på i Vestergade, fik vi sat os til rette og kommenteret lidt på at Carsten ret sent havde fået at vide der ville komme en fotograf med, og han derfor havde skyndt sig at skifte fra havearbejdstøj til habit, selvom han nu kort overvejede altid at gå så pænt klædt.

Det var en herlig forsommerdag i Aarhus, og vi satte os i skyggen ved cafeen og interviewet begyndte. Der var hele to journalister, både Bo fra Basunen og Per fra rootzone.dk, og snakken gik ret hurtigt. Jeg valgte den lidt traditionelle og mindre opstillede tilgang til billeder. Ganske enkelt fordi det passede bedst til stemningen. Det var bestemt aldrig kedeligt, men mere afdæmpet og seriøst end sjov og ballade (hele tiden) .

Jeg havde set et foto for mig som jeg håbede kunne blive til noget, og da Carsten havde valgt at tage sin ukulele med og da interviewet var forbi bad jeg ham spille lidt for os. Han spiller fremragende og det lille instrument lyder helt fantastisk i hænderne på en der ved hvordan det skal gøres. Nogle tager det angiveligt knapt så seriøst at han optræder med ukulele og har udgivet en CD, der forventes tilsyneladende en form for komisk indslag. Men jeg ville gerne ramme det seriøse billede af ham, bag ukulelen, et der viser hans beundring for instrumentet.

Det var desværre bare sværere end jeg forventede. For så snart han havde slået to toner an så bredte sig et nærmest saligt smil på hans læber og jeg tror næsten at det kun var fordi jeg sagde “tak, jeg har fået de billeder jeg skal bruge” at han stoppede, ellers havde han formentlig siddet og spillet derinde endnu.

Tak for opgaven til DMF, og for en speciel og hyggelig eftermiddag til Carsten Knudsen, alle skud ligger her.

American Gospel Workshop

Aarhus Gospel Choir holdt workshop og havde inviteret korleder Al Campos til at holde styr på løjerne. For ikke at ødelægge dagen for nogen nøjedes jeg med at passe kameraet, så kunne deltagerne synge i fred.

Kirken hvor workshoppen blev afholdt var lidt af en fotografisk udfordring. Der var meget højt til loftet, og i den ene side var der et stort loftsvindue som badede den ene trediedel af koret i skarpt lys. Resten stod så i enten nogenlunde godt lys, eller i mørke, så alle totalbilleder fik kameraets lysmåler til at gå helt i selvsving og jeg måtte justere temmelig meget på eksponeringen.

Jeg brugte mit Canon 16-35mm f/2.8 til bla. ovenstående skud, og de øvrige oversigtsbilleder med hele koret, og resten skød jeg med Canon 135mm f/2.0 som er helt igennem fantastisk til denne type opgave. Det er lysstærkt, så jeg kunne nøjes med naturligt lys, og ikke genere deltagerne med flash. Det er knivskarpt, hvilket altid er vigtigt. Det kan bruges til nærbilleder, selvom jeg står 8-10 meter eller mere fra personen jeg fotograferer, så det er diskret og igen medvirkende til at sangerne kan koncentrere sig om gospel og ikke en fotograf helt oppe i næsen på dem.

Der blevet grinet af både hinanden og én selv, ikke mindst da Al Campos under opvarmningen bad deltagerne forestille sig de havde en stor varm kartoffel i munden, det var selvfølgelig med til at give en rigtig god stemning på billederne, selvom jeg ved gennemsyn af billederne måtte slette ret mange fotos med “uheldige” udtryk :-)

Det er naturligvis ikke for at genere nogen, men når korlederen beder om at der synges AAAAAAAAA eller IIIIIIIIIII så giver det et ganske særligt ansigtsudtryk som ikke altid gør sig godt på fotos. Jeg har derfor forsøgt kun at bruge de skud hvor sangerens smil eller følelser skinner igennem, selvom det nok stadig kan ses hvilket lyd der bliver sunget på det enkelte skud :-)

Det var en virkelig hyggelig og sjov opgave at være på, ret anderledes end de koncerter jeg ellers fotograferer, men det var en spændende udfordring, og jeg har fået besked om at billederne er modtaget med stor glæde og tilfredshed, så det er jo det hele værd. De resterende skud kan man se lige her .

Louise Ring Vangsgaard

Endnu engang skulle der bruges billeder til en artikel i medlemsbladet “Basunen” for DMF Aarhus og endnu engang havde jeg fornøjelsen af at være manden bag kameraet.

Kvinden foran kameraet skulle være Louise Ring Vangsgaard som er violinist og blandt mange genrer spiller irsk folkemusik. Vi havde talt lidt sammen om hvornår billederne skulle tages, men det havde været lidt svært at finde ledige tidspunkter, indtil Louise foreslog at jeg da kunne komme til jam-eftermiddag på Waxis i Aarhus. Om søndagen klokken 15 blev der spillet irsk folkemusik for fuld udblæsning, og jeg syntes det var en alletiders plan da jeg så kunne trække lidt på mine erfaringer fra talrige koncerter.

En tilfældig musiker satte gang i en melodi, bassen brummede lidt med, så kom der lidt rytme fra trommerne, og pludselig så var lokalet fyldt af gang-i-den folkemusik hvor der ind imellem lige blev råbt når der skulle skiftes toneart, men ellers var det bare derudaf. Det er noget musik som i en sjælden grad er svært at blive i dårligt humør af. Det kan anbefales enhver der er i Aarhus søndag eftermiddag at kigge ind til Waxis og få et energitilskud :-)

Og musikerne, de hyggede sig helt tydeligt også. Jeg fik mine skud i kassen og sluttede en hyggelig eftermiddag i godt selskab med at ønske tillykke med fødselsdagen til Louise med et traditionelt glas whiskey, så tak for dét :-)

De sidste af skuddene findes her

 

 

Live Bleeding Fingers

DMF Aarhus spurgte igen høfligt om jeg kunne tage et par billeder for dem. Denne gang af Live Bleeding Fingers, et Aarhus-baseret bluesband (mm) .

Det kunne jeg selvfølgelig, og jeg mødte op med kamera og flash i deres øvelokale da jeg havde aftalt at der skulle lidt øvestemning ind over, fremfor opstillede portrætter.

Der er ikke så pokkers meget godt at sige om det fotomæssige, ud fra et teknisk synspunkt. Øvelokalet var et smalt, aflangt lokale, med forskudt loft, fyldt med alskens musikgrej, og med 4 musikere der stort set pegede i hver sin retning :-) . Så det var på med vidvinkel og flash, og så bounce fuld kraft, da de støjdæmpende plader på væggene også havde den egenskab at de var lysdæmpende.

Et par timers virkelig hyggeligt selskab med dette herlige band endte op i nogle skud jeg selv synes rammer den følelse jeg kan huske fra ungdomsklubbens øvelokale. Jeg fik hvad jeg kom efter og DMF fik deres billeder til artiklen, og du kan se de resterende skud her

Anne og Søren – Bryllup

Anne og Søren havde bestilt godt vejr til deres bryllup. Det fik de, og lidt til. Faktisk en af årets varmeste dage, lige omkring de 30 grader. Når man som fotograf har pakket hvad der er nødvendigt af grej til et fotoshoot, og så samtidig forsøger at være bare en smule pæn i tøjet til et bryllup, så får man det meget hurtigt meget varmt. Selv i kirken kunne man sidde helt stille og bare svede. Og det var ikke fordi der blev arbejdet hårdt i kirken for præsten havde pænt udbedt sigt at der ikke blev fotograferet under vielsen, så det skulle jeg jo nok undlade.

Sammen med det dejlige varme vejr blæste der også en rimelig frisk vind, som ret hurtigt gjorde det klart at paraply og softboxe godt kunne få lov at blive liggende i bilen, med mindre der dukkede en beredvillig assistent op blandt gæsterne. Heldigvis blev det ikke nødvendigt, dels var der nogle gode lokationer omkring Anne og Sørens hus vi kunne bruge, og dels havde jeg endnu engang stor glæde af min ringflash. Jeg har mere end én gang gjort stort reklame for min Orbis Ringflash Adapter og jeg kan kun igen anbefale den varmt.

Lyset ville blive bedre og mere blødt hvis det blev skudt gennem softbox eller paraply, og billederne ville få endnu mere lækkerhed hvis der blev brugt flere lyskilder, derom er der ingen tvivl. Det giver bare en åbenlys begrænsning, nemlig bevægelighed. Og Anne og Søren ville gerne have taget portrætter af dem selv OG af dem selv inklusive husdyr. Som i hund og hest. Bevares, med tålmodighed, assistance og rigelig tid til fotoshoot kunne det sagtens have været klaret med opsat lys. Men når man fotograferer et lykkeligt nygift par der har omkring 60 gæster trippende rundt i baghaven med velkomstdrinks og bryllupskage og som bare venter på at festlighederne kan begynde, så har man ikke ret lang tid.

Og det er hér Orbis Ringflahs Adapter beviser sin værdi. Ringflashen laver lækkert blødt lys og spreder det mere end hvis man skyder direkte med flashen, eller bouncer denne. Og så sidder den lige dér rundt om objektivet, så uanset hvor meget jeg bevæger mig rundt, eller hvor parret flytter sig hen, så har jeg lyset med mig øjeblikkeligt. Og tro mig, man flytter sig en del rundt når en brud prøver at holde styr på hår, hat og hest i én glidende bevægelse, alt i mens hun smiler og ser helt ubesværet ud.

Til receptionen brugte jeg et mix af to objektiver. Canon 16-35mm f/2.8 for at få lidt billeder med lidt mere overblik, og Canon 135mm f/2.0 for at gå tæt på gæsterne “paparazzi-style” og få så lidt dybdeskarphed som muligt. Pga. den stærke sol gjorde jeg også godt gavn af lidt fillflash når det faldt  mig ind at det kunne give billedet lidt ekstra.

Et udvalg af billederne fra en dejlig opgave hos Anne og Søren følger lige hér:

 

Ulrik Bust

Jeg fik en forespørgsel om jeg kunne tage et par portrætter af musikeren Ulrik Bust. De skulle bruges til en artikel i DMF’s fagblad Basunen, og skulle gerne være fra hans hjemmestudio i Aarhus. Det ville jeg naturligvis gerne, og jeg fik aftalt med Ulrik at jeg skulle tage lidt lys med da studiet er i kælderen og dermed lidt dæmpet hvad angår belysning.

For ikke at fylde hele kælderen op med stativer, softboxe og store lamper valgte jeg at gå efter en sikker kombination af off-shoe flash med min altid trofaste følgesvend Orbis Ring Flash og enten Canon 50mm f/1.4 eller Canon 16-35 f/2.8 L . Vidvinklen var at foretrække hvis pladsen var trang, og 50mm’eren bare super handy og god hvis lysforholdende kunne bære fotos uden flash.

Det blev til vidvinkel med flashen monteret på kameraet og bouncet efter behag, og så lige lidt ring flash på nogle af billederne, ganske enkelt fordi den gør lyset lækkert. Den fast brændvidde blev droppet pga. pladsen, jeg ville gerne have lidt af omgivelserne med, for at vise vi altså sad i en lille, men hyggelig kælder hvor der bliver lavet lidt musik.

Ulrik greb saxofonen og en mikrofon og begyndte at spille, mens jeg knipsede løs alt imens vi var godt underholdt af Ulriks datter Smilla på 5 år som ud over at fortælle, spørge og så igen fortælle lidt mere. Smilla havde lovet at være fotografens assistent og tog arbejdet meget alvorligt, ikke mindst når hun via en guitar-tuner ifølge sin egen udlægning “sørgede for den gode stemning” . God studie-humor Smilla :-)

Fotomæssigt var der ikke så meget hokus-pokus, brændvidde varierede jeg lidt afhængig af hvor meget eller lidt jeg ville have med af studiet, jo videre jo mere (well, duh!) .. ISO omkring de 400 og en lukkertid på 1/125 . Blænden hold jeg omtrent hele tiden på de f/2.8, objektivet er fornuftigt skarp selv helt åben, jeg havde dog et par skud med lidt manglende skarphed, det lignede mest u-fokus, måske fordi lyset var ret begrænset og kameraet AF ikke lige havde noget at sigte efter.

Tak for en god opgave til DMF, og for det hyggelige samarbejde til Ulrik, og ikke mindst tak til den søde og dygtige fotografassistent Smilla.

Working Mojo – Live på Trykkeriet

Trykkeriets Blues og Rock Club er et forholdsvis nystartet spillested i Århus, eller rettere i Viby. Ud over at have nogle fantastisk hyggelige lokaler, så formår de også at booke nogle gang-i-den bands, og det skulle Working Mojo heldigvis ikke ændre på. Numrene er helt traditionelle bluesnumre, enkelte vil påstå de har hørt dem til hudløshed, men de blev serveret i friske arrangementer og med spilleglæde og feststemning, så publikum måtte nødvendigvis overgive sig. Endda nok til at kunne bære over med en enkelt afstikker ud i noget blues-funk-rap-eksperiment. Jeg synes nu også det swingede meget godt :-)

Scenen var badet i lys, den herlige blandede slags hvor sanger og bassist stod i nogle lyse, kraftige projektører, trommeslageren sad under en dæmpet rød lampe, guitaristen gemte sig lidt i skygge og gult modlys og keyboardisten (mit eget opfundne ord) sad ved pianoet i skygge af de to førstnævnte og drejede sig rundt til hammondorglet og delte rødt lys med trommeslageren. At jeg fik nogle brugbare billeder med hjem skyldes udelukkende mit KÆMPE talent og har intet med held at gøre!

Her kommer en omgang fototeknisk gøgl:

En af de få ting jeg endnu ikke er blevet god til med mit kamera er at ophæve fysikkens love. Set igennem menneskeøjne kan man godt både se musikerne på scenen, i noget kraftigt lys, og se både det dansende og det siddende publikum i det forholdsvise mørke der opstår under 6 dæmpede loftslamper. Et kamera opfatter ikke tingene på samme måde. Det opfatter lyset som noget det enten skal skrue op for, eller noget der skal begrænses, for at få et slutresultat som er en “rigtig” eksponering. Så kan man som fotograf begynde at lege med de begreber som skaber denne eksponering. Åbne for blænden og alligevel begrænse lukkertiden, eller justere på ISO for at kunne hive noget mere lys ud af de mørke områder. Det fede, fascinerende og frustrerende er at alting har sin pris. Hæver jeg for ISO får jeg mere lys, og kan få lidt mere af de mørke publikummer med. Det giver mig så risiko for “støj” på billederne, samtidig med at mere lys på et mørkt publikum betyder frygtelig meget mere lys på en oplyst scene, hvilket får den del af fotoet til at brænde ud.

Hvis jeg skruer ned for lukkertiden får jeg igen lidt mere lys at gøre med, det tager ganske enkelt længere tid før billedet er færdigt. Det giver så til dels samme problem som ISO’en, nogle områder får nok lys, andre brænder helt ud. Det kan man godt justere sig ud af. Men lang lukkertid betyder samtidig at fotografen enten når at ryste på hånden, eller også at publikum når at bevæge sig! Det kan faktisk bruges som en sjov effekt, især sammen med en flash, men det er et helt andet indlæg, generelt undlader jeg fuldstændig at bruge flash til koncerter!

Sidste udvej er blændeåbning. Det giver lidt muligheder, og det må anbefales at have objektiver med blænde f/2.8 eller bedre. En 50mm f/1.4 er fremragende at have med sig. Det løser ikke problemet med at den ene halvdel af fotoet er i mørke, den anden i skarpt lys og at eksponering er et resultat af de to yderligheder. Faktisk vil bedste løsning være hvis man kan få en god snak med arrangøren og få peget lidt af lyset ud på publikum, evt. bare lige til nogle af numrene når der danses som kan give lidt ekstra gang i stemning. Her skal advarslen lyde at ikke alle danser lige godt, og et fastfrossent foto af et dansetrin let kan komme til at se lige så “interessant” ud som hvis man tager billeder når folk spiser.

 Nok ævl, her er nogle billeder

 

Julia og Jakob

Ved flere koncerter, og senest til udgivelsen af Baumgartner Brødrenes CD har jeg fotograferet Jakob, men det var i en lidt anden anledning han kontaktede mig og skulle bruge fotos denne gang. Den ene grund er personlig, den anden er sådan set også, men langt sjovere idet Julia og Jakob venter barn, og de ville gerne have taget et par billeder mens Julia stadig kunne holde på den lille ny. Det var så lige oppe over, faktisk med termin to dage efter jeg talte med Jakob første gang, og da min kalender var rimeligt booket blev det til en hurtig aftale, og ud fra det fotografiske synspunkt at “det bedste grej er det man har med”.

Så ikke noget med store lamper og reflektorskærme, ikke noget med off-shoe flash, ikke noget som helst, bare en enkelt flash på kameraet og så naturligt lys. Dagen vi valgte var så samtidig en af de få sommerdage vi indtil videre har ramt, solen skinnede fra en stort set skyfri himmel og gjorde ikke opgaven nemmere, eller lyset bedre. Men vi fandt en plads i kolonihaven hvor Julia og Jakob bor og der skød vi lidt portrætter. Midt under seancen dukkede naboen op som lige skulle låne en plæneklipper. Han tilbød at vi da kunne låne hans sø hvis vi skulle have nogle sjove billeder. Ja, en sø!

Vi tog imod tilbuddet og gik over til naboen som i sin kolonihave har en lille skråning ned til en sø, hvor han endda har anlagt en lille sandstrand. Altså, den er lille, men den er der, jeg er meget imponeret. Julia og Jakob blev sendt ud i robåden og jeg stod på strandbredden og knipsede løs. Vel nok et af de sjoveste og mest uventede fotolocations jeg endnu er stødt på.

Højgravide Julia klarede opgaven uden større problemer og vi nåede at få taget de billeder der skulle til inden den nye verdensborger fik meldt sin ankomst. Han kan så se frem til engang at få historien om de billeder der blev taget dengang han lå i mors mave. Tak for opgaven :-)

Mike Andersen – CD release på V58

Mike Andersen gav i forbindelse med udgivelsen af hans seneste CD en helt igennem forrygende koncert på V58.

Fra mit helt eget rent fotografiske synspunkt var det ikke nogen stor aften. Der var for det første bare 4 hvide spots mod scenen, i hver sin varierende lysstyrke. Det gjorde justering af hvidbalancen lettere end når farverne hele tiden skifter, men giver altså ikke en masse stemning, og slet ikke når nu bandet i den grad delte ud af deres spillelyst og -glæde.

Samtidig var mit kamera blevet indstillet af en tumpe (læs: mig selv) så en urimelig stor del af billederne var lige til at skrotte, jeg ved ikke om det var fordi jeg blev grebet af stemningen og den gode musik, eller fordi der var lidt trang arbejdsplads i et tætpakket spillested til at jeg fik justeret på en alt for kort lukkertid og bare skød løs, men du godeste hvor var der håbløst mange billeder der var lige til at slette. Dette bekræfter kun at det kan ske for selv den bedste :-)

Resten har fået en god gang redigering. Det ret så kedelige lys gav mig lyst til at lege lidt mere med efterbehandlingen end jeg ellers har for vane, så den fik lige en tur med nogle af Photoshops sjove drejeknapper.

 

Resten af billederne som blev til noget kan du se her:

http://www.hnrk.dk/pics/ma-v58

 

Lines konfirmation

Det er altid dejligt at blive anbefalet af andre, så da jeg må have gjort noget rigtigt med billederne til Emils konfirmation og Lines mor pludselig stod uden en fotograf til Lines konfirmation så fik jeg muligheden for at prøve at gøre det rigtigt én gang mere.

Planen var portrætter af Line i området ved Liniepavillonen i Juelsminde. Der er en smuk udsigt over fjorden, lystbådehavn i baggrunden og i det hele taget en rigtig skøn location for foto. Billederne skulle tages lige efter Lines ankomst og så inden festen og spisningen skulle igang, så tidsplanen var en smule presset, men ikke mere end vi havde aftalt at skulle festens midtpunkt blive forsinket pga. sit fotoshoot, så måtte gæsterne pænt vente det kvarters tid ekstra :-)

Området omkring Liniepavillonen har som skrevet mange gode muligheder, men vejret havde valgt at være typisk dansk forårsvejr, dvs. i dagene op til var der fint solskin og dejligt lunt, men denne dag var det blæsende og 10-12 grader. Kombinationen af blæst, softbox med flash, reflektorskærm, konfirmand i kjole og 10 grader er en cocktail jeg ikke kan sige noget godt om. Så jeg ledte istedet efter et sted med læ og nøjedes med den enklest mulige kombination til lyset: Offshoe monteret flash med The Orbis Ring Flash Adapter (indsæt selv fanfare!) . Den er stor og skrumlet, håbløs at håndtere uden den autoriserede og vildt overprisede The Orbis Ring Flash Adapter ARM (tadaaaa) som er to stykker bukket jern med en skrue, men den giver et fabelagtigt lækkert lys og er genial til at løse denne typer opgaver.

Line ankom i limousine, klædeligt forsinket som det er passende for en prinsesse, og jeg fik løsnet et par paparazzi skud, og vi skyndte os at finde den lille lækrog ved stranden. Vores i forvejen let pressede tidsplan var lige bleve forkortet yderligere, så det var bare med at komme i sving.

Skyerne susede forbi på himlen og gav enten fuld skrald på solskinnet, eller tung himmel hvilket betød nærmest uendelig justering af både kameraets og flashen indstillinger mens jeg knipsede løs for at nå at få lidt i kassen inden min model frøs helt til is.

Men Line tog opgaven med fuldstændig ro. Hun fik nogle få anvisninger om posering, og så smilede hun glad og smuk og var simpelthen så utroligt nem og behagelig at arbejde sammen med.

De sidste skud tog jeg uden ringflash, kun med min offshoe flash i den ene hånd løftet godt ud til siden og så det naturlige lys som “hovedlys” . Line blev sendt ind i varmen til alle gæsterne og en festlig dag og jeg suste hjem og skruede op for Photoshoppen. Det omskiftelige lys gav en del efterjusteringer og lidt ekstra arbejde, men det var givet god ud til de færdige resultater.