Jeg mødte op ved kirken, pakket med rygsæk, kameraer og to friske knæ og fik en kort snak med kordegnen. Meldingen fra præsten var meget klar, der måtte fotograferes når brudeparret kom ind, og på når de gik ud. Slut.

Jeg har altid valgt at  respektere hvad der bliver sat af regler for fotografering, det kan jo tænkes jeg kommer tilbage til den samme kirke, eller møder samme præst igen. Jeg er ikke altid enig i deres disposition, men det er så en anden sag. Billederne kan blive akkurat lige så gode, vedkommende og særlige for brudeparret og det er for mig det vigtigste

Aftalen var at jeg skulle tage lidt billeder ved kirken og derefter havde jeg brudeparret for mig selv en times tid mens gæsterne kunne hygge sig med at spille lidt golf på de tilstødende baner. Det lød som en fremragende idé da vi på den måde ville have ugeneret tid til at tage de lidt opstillede billeder. Alle gode planer har det dog med at blive udfordret af vejrguderne, ikke mindst når sommerregnen blander sig, så istedet for at lade gæsterne stå og vente i regnvejret uden for kirken valgt vi at springe den del af seancen over og køre direkte til hvor festen skulle holdes. Og da regnen stadig holdt ved gik også golfplanen i vasken. Så istedet blev det til lidt improviserede skud fra receptionen. Og det førte frem til et af dagens sjoveste billeder, og et godt eksempel på at et foto ikke behøver være stor kunst for at være et skønt minde.

Men det kunne jo ikke være sjov og ballade det hele, vi måtte igang med den alvorlige del, og både Winni og Lasse måtte erkende at det med at blive fotograferet nok ikke var deres stærkeste side. Men de havde valgt at gå ind til det med indstillingen at det skulle bare blive godt, så de legede hurtigt med, og en af de skønne ting ved at fotografere et bryllup er at to lykkelige mennesker, de kan bare ikke andet end se godt ud

Der var en skøn have med store træer og dermed også lidt læ for regnen som hurtigt blev valgt som location for første del af billederne. Vi havde på forhånd aftalt at det ikke skulle være de helt traditionelle opstillede billeder der skulle tages og vi fik fjollet en del rundt og prøvet af, jeg vælger dog kun at vise et enkelt udtryksfuldt skud, resten overlader jeg til brudeparret at dele.

Allerede da vi parkerede bilerne bemærkede jeg stenmuren som jeg bare måtte bruge til et parbillede. Så efter seancen på græsplænen pakkede vi hele grejet og gik om til den modsatte side af bygningen. Desværre samtidig med at nogle af gæsterne var i fuld sving med at “pynte” Winni og Lasses bil, så de blev taget på fersk gerning. Det ændrede dog ikke på at vi fik taget nogle skønne billeder ved muren, hvor både baggrund, posering, lys og udtryk smeltede sammen til to af mine absolutte yndlingsbilleder

Winni og Lasse blev sluppet fri og jeg rundede dagen af med lige at låne deres vielsesringe (tak for tilliden!) så jeg kunne få taget nogle detaljerbilleder, både af dem og af den smukke brudebuket. Ringene blev efterfølgende afleveret til rette vedkommende og jeg takkede for god opførsel og for at de havde fundet sig i “skyderiet” . Winni sagde det ikke havde været noget problem det havde været dejligt roligt og afslappet, så det tager jeg til mig

En af de gode ting ved dyr i zoo er naturligt nok at de er rimeligt tilgængelige. Ulempen kan så være at de er så dovne og mætte at de ikke gider lave noget, men stadigvæk, man kan redde sig nogle sjove skud. Så det jeg går efter er oftest at få nogle sjove vinkler eller historier med i billedet. Tage billedet når de laver noget eller sidder og spiser. Eller fotografere fra en lidt anden vinkel eller en lidt mindre detalje.

Hvis jeg bare vil registrere at jeg har været i zoo, så er det jo nemt nok at knipse en giraf på lang afstand ude midt på savannen. Men det er et sjovere billede og en god historie når den står og gumler i en kæde, hvilket denne gjorde i det kvarters tid vi stod og kiggede.

Eller det kan være sjovt bare at lade mønstrene tale for sig selv

Uanset hvilket udstyr man har med sig, så er kan det klart anbefales at have en eller anden form for tele med sig. Jeg kender dygtige fotografer som sagtens kan komme hjem med gode skud fra både vidvinkel og faste 50mm objektetiver, og hvis ikke andet kan man tage det med som en udfordring. Men af åbenlyse grunde er dyrene for det meste langt væk, og kan man ikke selv komme tæt nok på, så må man beskære sig ud af det. Dette er skudt med mit Canon 70-200 f/4 trukket ud på 200mm, og så efterfølgende beskåret helt ind. Uden denne manøvre havde jeg kun haft et fyldt billede af nogle store træer og så en lille lys plet jeg kunne pege på og sige at “der sidder faktisk en havørn, lige dér, det gør der altså!”

Et godt gammel fotografordsprog hedder sig at det bedste kamera der findes er det man har med sig, og i sidste ende ikke grejet der bestemmer, men dyrene. Hvis de ligger og sover i et hjørne hele dagen, så er der bare ikke noget ved billederne, uanset hvad man har slæbt med af teknik. Omvendt kan de så også gøre som disse små ørkenhunde og stille sig an for fotografen til en lille krammer:

eller bare læne sig tilbage og tænke sit om mennesker:

En af de sværeste ting for en bryllupsfotograf er at være til stede, uden at være i vejen. At være dér hvor det sker, uden at man tager fokus fra brudeparret og festens naturlige midtpunkt. Jeg sætter en ære i at være så diskret som muligt, men samtidig få de billeder som betyder noget specielt. Som når brudgommen fælder en tåre under talen, når en nær veninde rejser sig og står alene og synger en sang dedikeret til bruden. Når brudeparrets forældre griner, smiler, græder, tænker eller i det hele taget mærker den skønne stemning der er til stede.

Det var derfor meget glædeligt for mig at Marlene, efter at have “stået model” til timevis af fotografering takkede for min indsats med ordene: “Og tak for at du var så diskret”.

Tak til Marlen og Claus og alle gæsterne for at have holdt en kameramand ud i alle situationer.

Nogle få af de mange øjeblikke er gengivet hér:

Jeg havde for længe siden læst om en forladt forlystelsespark, og da jeg i anden anledning var i nærheden af området kørte jeg trods min begyndende forkølelse og endnu et af sommerens utallige skybrud forbi med mit kamera.

Det er spændende, som i lidt uhyggeligt, at gå rundt i et stort og forladt område. Jeg skyndte mig rundt og fik mere registreret end rigtigt fotograferet det jeg ville, med tanker om at jeg vil vende tilbage når jeg har bedre tid, og gerne har nogen med mig.

Skulle man få lyst til at udforske Urbex er det en god ide at huske deres motto:

“Take nothing but pictures, leave nothing but footprints” .

Det er med andre ord ikke et spørgsmål om at trænge ind og hærge eller stjæle, men udelukkende at opleve. Det er som en tidslomme, at være et sted hvor tiden er gået i stå, selvom alt det omkringliggende er fortsat som intet var hændt.  

Lidt flere skud fra en tidslomme her.

Udfordringer er jo altid sjove, så jeg pakkede tasken med lidt forskellige objektiver, 2 kamerahuse (tak igen, Søren) og tilhørende flashes.

Hvad der sådan foregår backstage skal jeg undlade at skrive om, det forbyder min diskretion mig. Men at holde bare lidt styr på 4 bandmedlemmer og en Michelle der alle suste rundt i forskellige retninger og havde “nok at nå” var ikke specielt nemt.

Der var lidt nerver på, som det hører sig til, lidt ondt i halsen og lidt bekymring for om der nu kom nogen og hørte på, det var jo trods alt første dag på festivallen og meget tidligt på aftenen.

Men som bandet går på scenen og den navnkundige konferencier Frank Megabody præsenterede Michelle med en begejstret historie om første gang han hørte hende, så var teltet fyldt godt op og publikum mere end klar til at tage imod.

Det blev en fremragende koncert, med så meget overskud at Michelle forlod scenen og overlod den til sit velspillende band der gav et nummer for fuld rock’n'roll. Og efterfølgende var der kjoleløft og bare ben til de fremmødte og lettere beduggede husarer som tilsyneladende ikke kun var kommet for musikken.

Tak til Michelle og band for udvist tålmodig og hyggeligt selskab . Der er lidt flere skud at finde lige her.

Det stod allerede klart på folderen der blev udleveret i kirken at fotografering kun var tilladt under ind- og udmarch. Så ikke noget med en masse knipseri under seancen. Præsten var dog rar at lave en lille event inden, og desuden var der mulighed for fælles fotografering bagefter, dog i en anden kirke. Jeg fik dog sneget mig til et enkelt paparazziskud i kirken:

Overskriften for denne dag kunne sagtens være “Knus”. Selvom en konfirmation i sagens natur er en glædens dag, så kunne jeg nærmest ikke undgå at få billeder hvor der blev delt knusere ud. Det giver en skøn stemning til billeder, og var med til at understrege den afslappethed der også var over for mig som fotograf. Det kan for nogle være lidt anstrengende at der suser en fremmed mand rundt med kameraer om halsen og knipser et hvert øjeblik, men her var jeg heldigvis i godt selskab, også når paraderne var helt nede, og konfirmanden fik lige dét han ønskede sig allermest:

Lige inden gæsterne skulle til bords og min opgave var slut lykkedes det mig at løsrive Emil fra hans gavebord og gæster og få ham med udenfor til et hurtigt portræt. Jeg havde bemærket den gamle havebænk der stod op ad muren op deres nybyggede hus og tænkt at den skulle vi lige bruge til et overraskelsesbillede til hans forældre. Symbolikken var jo nærmest larmende. Desværre fik jeg ikke lige fjernet vandslangen i farten, det havde set lidt pænere ud uden, men Emils udtryk var bare helt rigtigt; En ung mand, på sin indtil videre største dag, der skuer lidt eftertænksomt men også både nysgerrigt og selvsikkert ud i fremtiden. Nyt og gammelt, som bænken og huset. Det er allerede blevet et af mine yndlingsportrætter:

Tak til Emil, Kim og Charlotte og de øvrige gæster for en dejlig dag og den venlige modtagelse og deltagelse

Der ligger lidt flere offentligt tilgængelige skud hér.

Sorte skygger og hvidt skarpt sollys. Krydret med sorte habitter og den smukke hvide brudekjole. Kameraets lysmåler var på overarbejde og forsøgte mig som en gal at indstille mig ud af det. Jeg valgte tidligt at gruppebilleder og parbilleder skulle tages i skyggen af træerne som gav et dejligt dæmpet lys. Så det blev skudt ved naturligt lys, kun støttet af en enkelt håndholdt flash.

Særligt dette billede både viser hvilken fantastisk dag det var, samtidig med blandingen af sort/hvid/lys/skygge. Jeg synes specielt godt om den måde skyggerne og skyerne trækker opmærksomheden ind mod brudeparret. Og heldigvis har Tina og Brian også fortalt mig de er glade for dette skud. Det er trods alt det vigtigste!

Tak til Tina og Brian for udvist tålmodighed med at have mig rendende og knipse.

Billederne i galleriet er kun nogle få eksempler

Live på V58. Meget live!

Til åbningen af V58 hørte jeg Kris Herman første gang ganske kortvarigt og tænkte straks at her var én der skulle høres igen. Chancen bød sig så på V58 hvor Kris havde band med og gav den fuld gas. Kun begrænset en smule af et knæ der var gået af led samme dag som koncerten, men det kunne man nu ikke mærke på energien.

Salen var pakket af et entusiastisk publikum og jeg og Mads var klemt helt op foran scenen. Så det begrænsede vinklerne en smule. Det samme gjorde lyset. Der var en god og kraftig spot direkte på Kris hvilket var rart, måske mest for fotograferne. Så jeg kunne klare mig med ISO800 og så helt åben blænde som det meste af tiden betød f/2.8. Jeg kunne dog også bevæge mig lidt rundt og snigskyde på afstand med et lånt Canon EF 135mm f/2.0. Min gode ven Søren havde ladet mig prøve det af først til en koncert med Indra (kommer senere på denne blog!) sammen med et Canon 5D II og nu igen sammen med mit eget Canon 7D. Det objektiv er ganske enkelt fantastisk. Det tegner knivskarpt, det fokuserer lynhurtigt, det er lysstærkt som bare pokker, ja der er intet dårligt at sige om det. Jo måske prisen, men på den anden side får man frygteligt meget objektiv for de penge. Det eneste negative jeg kan komme på er at det åbenbart fjerner min evne til at tænke klart.

Ihvertfald glemte jeg alt om indstillinger af kameraet når jeg havde det monteret, hvilket betød at 90% af alle billeder med det objektiv var håbløst rystede og ubrugelige. Der er kun én måde at lære dét på og det er at få objektivet i tasken så snart som muligt, med andre ord, så snart jeg vinder i Lotto.

Billederne er efterredigeret på en elendig skærm, så hvis de har underlige farver og belysning er det ikke fotografen der er noget galt med. Udover at han har taget beslutningen om at efterredigere på en elendig skærm.

Tusind tak til Kris Herman og band for en kanonfed koncert, jeg kan kun anbefale på det varmeste at høre ham!!

Og endnu varmere anbefale at se galleriet lige her

Jeg er ved at lave et samlet indlæg for de gallerier der mangler, jeg kan i flæng nævne koncerter på V58, Skive Festival (Greenday og Rammstein), 2 bryllupper og så lidt fjumsen rundt med kameraet (nogle vil mene at det altsammen er fjumsen rundt med kameraet!) … så hold øje, det er lige undervejs.

Vestergade 58 har fået nye ejere og det blev fejret med manér på åbningsdagen den 29. april. Musikprogrammet var nogenlunde lige så spækket med gode navne som de gamle lokaler var med besøgende så forhåbentlig fortsætter publikum med at besøge V58. Ihvertfald tyder programmet for de kommende måneder på at der er en masse spændende tiltag på vej, jeg glæder mig til at fotografere en god portion af dem

Først og fremmest glæder det jo mig som fotograf at der er gjort noget ud af lyset. Ikke kun på scenen, men også i lokalet. Det giver mulighed for nogle lidt anderledes billeder end ellers, og det gør det jo alt i alt meget sjovere at være fotograf. Scenen er også blevet åbnet en smule mere, så jeg ser frem til kommende opgaver. Jeg kommer dog nok aldrig ret langt væk fra standardindstillingerne til sådan en koncert. Helt op for blænden, lukkertid på omkring 1/125 og så ISO omkring de 1600. Jeg justerer lidt undervejs, for morskabens skyld, men grundlæggende er det hvad der skal til.

Jeg nåede ikke alle kunstnerne denne aften, men fik da ramt lidt af den gode stemning. Se selv efter i dette galleri.