Planen var portrætter af Line i området ved Liniepavillonen i Juelsminde. Der er en smuk udsigt over fjorden, lystbådehavn i baggrunden og i det hele taget en rigtig skøn location for foto. Billederne skulle tages lige efter Lines ankomst og så inden festen og spisningen skulle igang, så tidsplanen var en smule presset, men ikke mere end vi havde aftalt at skulle festens midtpunkt blive forsinket pga. sit fotoshoot, så måtte gæsterne pænt vente det kvarters tid ekstra

Området omkring Liniepavillonen har som skrevet mange gode muligheder, men vejret havde valgt at være typisk dansk forårsvejr, dvs. i dagene op til var der fint solskin og dejligt lunt, men denne dag var det blæsende og 10-12 grader. Kombinationen af blæst, softbox med flash, reflektorskærm, konfirmand i kjole og 10 grader er en cocktail jeg ikke kan sige noget godt om. Så jeg ledte istedet efter et sted med læ og nøjedes med den enklest mulige kombination til lyset: Offshoe monteret flash med The Orbis Ring Flash Adapter (indsæt selv fanfare!) . Den er stor og skrumlet, håbløs at håndtere uden den autoriserede og vildt overprisede The Orbis Ring Flash Adapter ARM (tadaaaa) som er to stykker bukket jern med en skrue, men den giver et fabelagtigt lækkert lys og er genial til at løse denne typer opgaver.

Line ankom i limousine, klædeligt forsinket som det er passende for en prinsesse, og jeg fik løsnet et par paparazzi skud, og vi skyndte os at finde den lille lækrog ved stranden. Vores i forvejen let pressede tidsplan var lige bleve forkortet yderligere, så det var bare med at komme i sving.

Skyerne susede forbi på himlen og gav enten fuld skrald på solskinnet, eller tung himmel hvilket betød nærmest uendelig justering af både kameraets og flashen indstillinger mens jeg knipsede løs for at nå at få lidt i kassen inden min model frøs helt til is.

Men Line tog opgaven med fuldstændig ro. Hun fik nogle få anvisninger om posering, og så smilede hun glad og smuk og var simpelthen så utroligt nem og behagelig at arbejde sammen med.

De sidste skud tog jeg uden ringflash, kun med min offshoe flash i den ene hånd løftet godt ud til siden og så det naturlige lys som “hovedlys” . Line blev sendt ind i varmen til alle gæsterne og en festlig dag og jeg suste hjem og skruede op for Photoshoppen. Det omskiftelige lys gav en del efterjusteringer og lidt ekstra arbejde, men det var givet god ud til de færdige resultater.

De nye lokaler var lige på den anden side af vejen og da det var et stort set tomt kæmpe lokale valgte jeg at sætte lamperne op dér, istedet for det 10 gange mindre butikslokale der var fyldt til bristepunktet af varer og en jævn strøm af kunder. Man kan vel altid bruge lidt albuerum. Jeg fik klæbet et par baner tapet op på en af de tomme vægge og sat lamper op med hovedlys til venstre for “ofret” og en paraply til lige at give lidt udjævning af skygger. Og så en løst liggende flash på bagvæggen til at gøre midterstriben hvid. Ideen med opstillingen var ganske enkelt at der både kunne vises lidt af deres produkter, og samtidig gøre det nemt at fritlægge baggrunden, hvis billedet skulle bruges i annoncer mv.

Vi fik også lavet lidt sjov med en af de malede stole der normalt står uden for butikken, en lidt afdæmpet Lars-Peter og en noget mere afslappet Thomas. Sidst men ikke mindst tog vi nogle closeups i den “gamle” butik hvor drengene fik udfoldet deres kreative evner med pensler og maling.

Tak til Lars-Peter og Thomas som ikke bare var fotogene, men også med på ideerne, også dem vi har gemt til en anden god gang.

Disse portrætter krævede en del mere efterbehandling end først antaget, men sådan er det ind imellem, og jeg synes resultaterne er blevet rigtigt gode.

De gange jeg har lånt objektivet har det været til events eller bryllupsfotografering. Det er et fremragende objektiv til den slags opgaver. Det kan blændes ned til 2.0 så der “altid” er lys nok. Det fokuserer lynhurtigt og så er 135mm så tilpas en brændvidde at afstanden til motivet gør at man kan arbejde forholdsvis diskret i baggrunden uden at blive opdaget. Det er tit guld værd ved events hvor personer der bemærker fotografen enten gemmer sig lidt, eller stiller sig an til fotografering, men hvor det udtryk jeg gerne vil have er den ægte stemning. Samme gør sig gældende ved streetphoto hvor 135′eren er i en klasse for sig.

Jeg tog det med til Aarhus, og brugte faktisk en del tid på at lære at bruge det. Det er én ting at have en fast brændvidde med istedet for et zoom objektiv som jeg oftest bruger, skal man zoome så er det med benene, så når jeg spottede et godt motiv skulle jeg lige huske at træde 4-5 meter væk for at få det hele med. Samtidig suger objektivet så meget lys ind på blænde 2.0 at dybdeskarpheden kan blive ekstremt lille, men generelt skød jeg med blænden helt åben. Objektivets bokeh er så ufattelig lækker, baggrunden bliver helt smurt ud og farver og kontrast er i absolut særklasse.

Første skud var dog direkte ned i altankassen på en efterhånden noget udtjent blomst . Den ene stængel står knivskarpt, resten uden for fokusplanet er uskarpt og den helt udglattede grønne baggrund er en græsplæne. (f/2.0, ISO 100, 1/320)

Næste testskud var indenfor, en orkidé stående helt op ad væggen. Igen skudt med helt åben blænde og fokuseret på forreste blomst, og så naturligvis lige omkring 3 meter tilbage for at have plads nok uden at falde over sofabordet. Igen præsterer 135′eren til absolut topkarakter, fremragende dynamik, kontrast og smørlækker bokeh (f/2.0, ISO 100, 1/5000)

Endnu en orkidé måtte stå for skud, denne gang fanget i den nedgående sol der kastede lidt sjove skygger. Ingen af billederne er efterbehandlet, dog er der beskåret lidt på det sidste for at få en bedre komposition. Det kan godt være det bare er en test, derfor kan det jo godt se ordentlig ud (f/2.0, ISO 200, 1/3200)

Resten af billederne er fra Aarhus, igen er der ikke gjort noget ved efterbehandling andet en beskæring, og et enkelt har fået løftet eksponeringen, men det grundlæggende ved alle skuddene er at vise dels hvor skarpt dette objektiv er, selv ved blænde 2.0, og samtidig dets dynamik og bokeh. Der er næsten kun positive ting at sige om et af Canons absolut skarpeste glas, man skal dog gøre sig klart om man har behov for det. Forstået sådan at med mindre man skyder events, koncerter, bryllupper mv. så er der bedre alternativer. Det er uden tvivl fremragende til portrætter, men brændvidden gør at det kræver god plads til motivet. Her vil et fx. Canon 50mm f/1.4 være et bedre bud, eller endda  Canon 85m f/1.2 L. Man kan også overveje at gå zoom-tele og springe på et Canon 70-200mm f/2.8 L .

De sidste skud er iøvrigt fra koncerten på Train med den engelske gruppe Fink. Jeg var ikke til stede som fotograf men som publikum, men sad lige midtfor på en af de forreste rækker og havde alligevel mit kamera med 135′eren i tasken

Men fra centrum til skov og strand er der kun få kilometer, og tager man en rask cykletur kan man komme fra midtbyen og hele vejen rundt om Brabrand Sø på “kort” tid, afhængig af dagsformen. Og afhængig af om man har sin fototaske pakket og med over skulderen.

Jeg havde det sidste og derfor gik det stille og roligt med at cykle til byen. Jeg havde ingen planer for dagens fotos og det er nogle gange en fordel, og som denne gang, en rimelig stor ulempe. For jeg fik endnu engang præsteret at gå mere end jeg fotograferede, og syntes til sidst at jo mere jeg ledte efter motiver, jeg sværere blev de at finde. Men jeg fik et par stykker som gjorde udbyttet af fotograferingen tilfredsstillende, og resten er sjove observationerer af linier, buer, skygger, lys, skæve og rette vinkler. Og så fik jeg 5 timers frisk luft, og det var jo også noget

Dagen efter kørte jeg til Marselis skoven. Der var en granskov der skulle besøges, og jeg havde en aftale med mig selv om at solen skulle ligge et perfekt lys i den mørke skovbund, så alt det grønne mos rigtigt kunne træde frem. Til formålet havde jeg taget mit Canon 16-35 med, der skulle vidvinkel på og gerne lidt bedre blænde end på den lange grå, hvis nu solen svigtede mig. Efter en times tids traven rundt i en mørk og kold skov med solen bag et dejligt dække af havgus, så valgte jeg at gå tilbage til bilen. Jeg havde fået lidt skud i kassen, og gjort nytte af at blænden kan åbnes til f/2.8 på objektivet. så jeg var fint tilfreds med udbyttet, til trods for skydækket.

En lille fugl hoppede rundt på parkeringspladsen, få meter fra mig, og jeg skyndte mig at skifte objektiv og gå helt ned i knæ og knipse lidt skud af den. Man glemmer (heldigvis) ofte hvor tåbelig man som fotograf ser ud når man ligger dér på alle fire på en grusdækket parkeringsplads, helt opslugt at “øjeblikket”.

Grejet blev pakket sammen og jeg kørte ud af skoven. Ca. 500 meter fra granskoven sluttede havgusen og solen strålede fra en skyfri himmel og fik markerne til at dampe. Jeg kørte langs med dette utrolige syn og ventede på at få øje på det helt rigtige motiv, med markerne som underlægning. Nogle gange venter man bare for længe

Så vent ikke for længe med at se resten af billederne i galleriet :-)

Det fascinerende ved streetphoto er det umiddelbare og uventede motiv. Der opstår pludselig et foto når man enten sidder og følger byens liv fra en bænk, eller når man følger strømmen af mennesker rundt på gader og stræder. Det er de små detaljer, farver og linier, kontraster og historier der dukker op. Det er smukke, gamle, trætte, fjerne, grimme, slidte, smilende, farvestrålende og på mange andre måder interessante mennesker.

Det handler ikke om  at have øjnene åbne, men om at se.

Fantasien får frit spil og historier skabes i fotoet, ikke bare af mig der tager det, men af den som betragter det efterfølgende. Som den gamle mand der stod alene for Skumhuset og udstrålede absolut irritation over at vente på fruen. Eller … ?

Eller den gamle mand der stod foran butiksvinduet og kiggede på pigekjoler?

Eller pigen i pink strutskørt?

Eller den asiatiske forretningsmand i jakkesæt med blingbling på mobilen?

Eller pigen med klovnenæsen og en vigtig sag?

Eller alle de andre skæve linier, og buede kurver, farveforskelle og pudsige indfald.

Min trofaste følgesvend på sådan en tur er  mit Canon 70-200 f/4 L . Ikke det mest lysstærke objektiv, men tilpas let til at man kan rende rundt med det en hel dag uden at få hold i nakken, og også forholdsvis diskret, så meget som et spejlreflekskamera med et langt gråt objektiv nu kan være. Brændvidden passer mig godt, nogle sværger til at skyde streetphoto med korte brændvidder, men jeg foretrækker at være lidt på afstand, men også uden at objektivet ligner en stjernekiggert. Så indtil drømmen om et Canon 135 f/2.0L går i opfyldelse, så er jeg lykkelig for at “nøjes” . De fleste skud er ved fuldt åben blænde, dvs. 4.0 for at få så lidt dybdeskarphed som muligt. På en sollys dag er ISO100-200 rigeligt, men der kan godt blive justeret lidt da skyggerne fra bygningerne er tunge. Det er som så meget andet en smagssag

Check resten af skyderiet her.

Jeg mødte op ved kirken, pakket med rygsæk, kameraer og to friske knæ og fik en kort snak med kordegnen. Meldingen fra præsten var meget klar, der måtte fotograferes når brudeparret kom ind, og på når de gik ud. Slut.

Jeg har altid valgt at  respektere hvad der bliver sat af regler for fotografering, det kan jo tænkes jeg kommer tilbage til den samme kirke, eller møder samme præst igen. Jeg er ikke altid enig i deres disposition, men det er så en anden sag. Billederne kan blive akkurat lige så gode, vedkommende og særlige for brudeparret og det er for mig det vigtigste

Aftalen var at jeg skulle tage lidt billeder ved kirken og derefter havde jeg brudeparret for mig selv en times tid mens gæsterne kunne hygge sig med at spille lidt golf på de tilstødende baner. Det lød som en fremragende idé da vi på den måde ville have ugeneret tid til at tage de lidt opstillede billeder. Alle gode planer har det dog med at blive udfordret af vejrguderne, ikke mindst når sommerregnen blander sig, så istedet for at lade gæsterne stå og vente i regnvejret uden for kirken valgt vi at springe den del af seancen over og køre direkte til hvor festen skulle holdes. Og da regnen stadig holdt ved gik også golfplanen i vasken. Så istedet blev det til lidt improviserede skud fra receptionen. Og det førte frem til et af dagens sjoveste billeder, og et godt eksempel på at et foto ikke behøver være stor kunst for at være et skønt minde.

Men det kunne jo ikke være sjov og ballade det hele, vi måtte igang med den alvorlige del, og både Winni og Lasse måtte erkende at det med at blive fotograferet nok ikke var deres stærkeste side. Men de havde valgt at gå ind til det med indstillingen at det skulle bare blive godt, så de legede hurtigt med, og en af de skønne ting ved at fotografere et bryllup er at to lykkelige mennesker, de kan bare ikke andet end se godt ud

Der var en skøn have med store træer og dermed også lidt læ for regnen som hurtigt blev valgt som location for første del af billederne. Vi havde på forhånd aftalt at det ikke skulle være de helt traditionelle opstillede billeder der skulle tages og vi fik fjollet en del rundt og prøvet af, jeg vælger dog kun at vise et enkelt udtryksfuldt skud, resten overlader jeg til brudeparret at dele.

Allerede da vi parkerede bilerne bemærkede jeg stenmuren som jeg bare måtte bruge til et parbillede. Så efter seancen på græsplænen pakkede vi hele grejet og gik om til den modsatte side af bygningen. Desværre samtidig med at nogle af gæsterne var i fuld sving med at “pynte” Winni og Lasses bil, så de blev taget på fersk gerning. Det ændrede dog ikke på at vi fik taget nogle skønne billeder ved muren, hvor både baggrund, posering, lys og udtryk smeltede sammen til to af mine absolutte yndlingsbilleder

Winni og Lasse blev sluppet fri og jeg rundede dagen af med lige at låne deres vielsesringe (tak for tilliden!) så jeg kunne få taget nogle detaljerbilleder, både af dem og af den smukke brudebuket. Ringene blev efterfølgende afleveret til rette vedkommende og jeg takkede for god opførsel og for at de havde fundet sig i “skyderiet” . Winni sagde det ikke havde været noget problem det havde været dejligt roligt og afslappet, så det tager jeg til mig

En af de gode ting ved dyr i zoo er naturligt nok at de er rimeligt tilgængelige. Ulempen kan så være at de er så dovne og mætte at de ikke gider lave noget, men stadigvæk, man kan redde sig nogle sjove skud. Så det jeg går efter er oftest at få nogle sjove vinkler eller historier med i billedet. Tage billedet når de laver noget eller sidder og spiser. Eller fotografere fra en lidt anden vinkel eller en lidt mindre detalje.

Hvis jeg bare vil registrere at jeg har været i zoo, så er det jo nemt nok at knipse en giraf på lang afstand ude midt på savannen. Men det er et sjovere billede og en god historie når den står og gumler i en kæde, hvilket denne gjorde i det kvarters tid vi stod og kiggede.

Eller det kan være sjovt bare at lade mønstrene tale for sig selv

Uanset hvilket udstyr man har med sig, så er kan det klart anbefales at have en eller anden form for tele med sig. Jeg kender dygtige fotografer som sagtens kan komme hjem med gode skud fra både vidvinkel og faste 50mm objektetiver, og hvis ikke andet kan man tage det med som en udfordring. Men af åbenlyse grunde er dyrene for det meste langt væk, og kan man ikke selv komme tæt nok på, så må man beskære sig ud af det. Dette er skudt med mit Canon 70-200 f/4 trukket ud på 200mm, og så efterfølgende beskåret helt ind. Uden denne manøvre havde jeg kun haft et fyldt billede af nogle store træer og så en lille lys plet jeg kunne pege på og sige at “der sidder faktisk en havørn, lige dér, det gør der altså!”

Et godt gammel fotografordsprog hedder sig at det bedste kamera der findes er det man har med sig, og i sidste ende ikke grejet der bestemmer, men dyrene. Hvis de ligger og sover i et hjørne hele dagen, så er der bare ikke noget ved billederne, uanset hvad man har slæbt med af teknik. Omvendt kan de så også gøre som disse små ørkenhunde og stille sig an for fotografen til en lille krammer:

eller bare læne sig tilbage og tænke sit om mennesker:

En af de sværeste ting for en bryllupsfotograf er at være til stede, uden at være i vejen. At være dér hvor det sker, uden at man tager fokus fra brudeparret og festens naturlige midtpunkt. Jeg sætter en ære i at være så diskret som muligt, men samtidig få de billeder som betyder noget specielt. Som når brudgommen fælder en tåre under talen, når en nær veninde rejser sig og står alene og synger en sang dedikeret til bruden. Når brudeparrets forældre griner, smiler, græder, tænker eller i det hele taget mærker den skønne stemning der er til stede.

Det var derfor meget glædeligt for mig at Marlene, efter at have “stået model” til timevis af fotografering takkede for min indsats med ordene: “Og tak for at du var så diskret”.

Tak til Marlen og Claus og alle gæsterne for at have holdt en kameramand ud i alle situationer.

Nogle få af de mange øjeblikke er gengivet hér:

Jeg havde for længe siden læst om en forladt forlystelsespark, og da jeg i anden anledning var i nærheden af området kørte jeg trods min begyndende forkølelse og endnu et af sommerens utallige skybrud forbi med mit kamera.

Det er spændende, som i lidt uhyggeligt, at gå rundt i et stort og forladt område. Jeg skyndte mig rundt og fik mere registreret end rigtigt fotograferet det jeg ville, med tanker om at jeg vil vende tilbage når jeg har bedre tid, og gerne har nogen med mig.

Skulle man få lyst til at udforske Urbex er det en god ide at huske deres motto:

“Take nothing but pictures, leave nothing but footprints” .

Det er med andre ord ikke et spørgsmål om at trænge ind og hærge eller stjæle, men udelukkende at opleve. Det er som en tidslomme, at være et sted hvor tiden er gået i stå, selvom alt det omkringliggende er fortsat som intet var hændt.  

Lidt flere skud fra en tidslomme her.

Udfordringer er jo altid sjove, så jeg pakkede tasken med lidt forskellige objektiver, 2 kamerahuse (tak igen, Søren) og tilhørende flashes.

Hvad der sådan foregår backstage skal jeg undlade at skrive om, det forbyder min diskretion mig. Men at holde bare lidt styr på 4 bandmedlemmer og en Michelle der alle suste rundt i forskellige retninger og havde “nok at nå” var ikke specielt nemt.

Der var lidt nerver på, som det hører sig til, lidt ondt i halsen og lidt bekymring for om der nu kom nogen og hørte på, det var jo trods alt første dag på festivallen og meget tidligt på aftenen.

Men som bandet går på scenen og den navnkundige konferencier Frank Megabody præsenterede Michelle med en begejstret historie om første gang han hørte hende, så var teltet fyldt godt op og publikum mere end klar til at tage imod.

Det blev en fremragende koncert, med så meget overskud at Michelle forlod scenen og overlod den til sit velspillende band der gav et nummer for fuld rock’n'roll. Og efterfølgende var der kjoleløft og bare ben til de fremmødte og lettere beduggede husarer som tilsyneladende ikke kun var kommet for musikken.

Tak til Michelle og band for udvist tålmodig og hyggeligt selskab . Der er lidt flere skud at finde lige her.